Samojed:

Racen har sit navn efter Samojed-stammerne i det nordlige Rusland og Sibirien.
I områdets sydlige egne blev hvide og sort/brun-brogede hunde brugt til at vogte rensdyr. I de nordlige egne var hundene rent hvide, havde et mildt temperament og blev brugt som jagt- og slædehunde. Samojedhundene levede tæt sammen med deres ejere; de sov endda med i teltene og blev brugt som "varmedunke".

Den britiske zoolog Ernest Kilburn Scott tilbragte tre måneder hos Samojed-stammerne i 1889 og a han vendte hjem til England, medbragte han en brun hanhvalp ved navn "Sabarka". Senere importerede han en cremefarvet tæve kaldet "Whitey Petchora" fra vestsiden af Ural-bjergene og en snehvid han "Musti" fra Sibirien.
Disse få hunde er - sammen med dem, der blev bragt hjem af forskningsekspeditionerne - grundlaget for racen i Vesten. Den første standard blev skrevet i England i 1909.

Middelstor og elegang, en hvid, arktisk spidshund. Dens fremtræden giver indtryk af styrke, udholdenhed, charme, smidighed, værdighed og selvtillid. Dens udtryk, det såkaldte "Samojed-smil", dannes ved en kombination af øjnenes form og placering og de let opadbuede mundvige. Kønspræget skal være klart markeret.

Venlig, åben, opmærksom og levende. Jagtinstinktet er ubetydeligt. Aldrig sky eller aggressiv. Racen er meget omgængelig og er ikke egnet som vagthund.


Siberian Husky:

En Siberian Husky er nok en af de smukkeste racer, der findes.
Den ulvelignende polarslædehund er en middelstor hund. Ifølge racens FCI-standard er højden mellem 51 og 60 cm.
Alle farver og aftegninger er tilladte. Selv øjenfarven kan variere fra næsten hvid over i blå, de kan være gule, grønlige og alle nuancer til mørkebrune. Det er ikke ualmindeligt med forskellig farvede øjne. Sågar kan det enkelte øje have 2 forskellige farver.

Racens hjemland er USA, men oprindelig stammer den fra det nordøstlige Rusland, Sibirien. Her blev hundene brugt af nomadefolket Chuckierne! I 1930 blev racen anerkendt i USA, og den første Siberian Husky kom til Danmark i 1968.

En SH er først og fremmest en brugshund - en enestående slædehund. Det er en hurtig, nøjsom, arbejdsom og elegant slædehund. Men den er også en smuk udstillingshund og en super familiehund.
En Siberian Husky gør/hyler kun sjældent og aldrig uden grund. Den er ganske uegnet som vagthund, da den aldrig gør, når der kommer nogen. Da det er en glad hund, vil den som hovedregel betragte alle som velkomne.